Vejen til europaparlamentsvalget (1951-1979)

Idéen om at vælge medlemmerne af Europa-Parlamentet fandtes allerede ved oprettelsen af de første europæiske institutioner. Dette skete dog ikke i De Europæiske Fællesskabers første årtier: Nationale repræsentanter i Den Fælles Forsamling for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) blev udpeget af medlemmerne af de nationale parlamenter i stedet for at blive valgt direkte til den europæiske forsamling.

Men det var vigtigt for almindelige borgere og det tidlige Europæiske Fællesskab, at offentligheden på demokratisk vis blev inddraget i beslutningerne på europæisk plan. Selv om et forslag fra 1960 om at indføre et valg ("Dehousse-konventionen") ikke blev godkendt af medlemslandene, fortsatte borgernes aktivisme herfor. Proeuropæiske bevægelser kæmpede for at afholde valg på europæisk plan, og nogle organiserede europæiske forsamlinger og afstemninger. I 1970'erne sendte borgerne underskriftsindsamlinger til Europa-Parlamentet, hvori de opfordrede til større opbakning til at afholde europaparlamentsvalg.

I 1975 vedtog Parlamentet en betænkning om at afholde et direkte valg til Europa-Parlamentet. Patijn-betænkningen, der er opkaldt efter det nederlandske parlamentsmedlem Schelto Patijn, som udarbejdede den, dannede grundlag for medlemslandenes efterfølgende godkendelse af valg til Europa-Parlamentet.

I 1976 underskrev medlemslandenes udenrigsministre den europæiske valgakt, hvori de var blevet enige om at afholde direkte valg til Europa-Parlamentet. Valget skulle finde sted inden for den samme periode i alle lande i Det Europæiske Fællesskab, men medlemslandene kunne frit bestemme det nøjagtige valgsystem i deres lande. 

Lyt til podcasten (EN)

Europa-Parlamentet er stedet, hvor folk fra hele EU samles for at diskutere og træffe beslutninger om vigtige emner, der har indflydelse på alles liv. Borgerne spiller en afgørende rolle i denne proces. Demokratiet begynder med os, folket.