Ændring af Europas grænser: 1990'erne

Udviklingen af et Europa uden grænser fortsatte i 1990'erne, hvor flere lande blev medlemmer, og det indre marked, grænsefri rejser og euroen blev indført. Hvordan reagerede vælgerne i stemmeboksene? 

1994: Et nyt Europa med en ny traktat

Verden ved EU's grænser havde ændret sig til det ukendelige siden det seneste valg. Tyskland var blevet genforenet, mens Jugoslaviens opløsning skabte spændinger, der førte til voldelige krige i det meste af det følgende årti.

Berlinmurens fald den 9. november 1989 var blevet ansporet af fredelige demonstrationer og protestmarcher fra nyoprettede østtyske civilsamfundsorganisationer. Denne fredelige revolution indgik i en række begivenheder – fra Solidarność-bevægelsen i Polen, den paneuropæiske picnic i Ungarn og fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet til Den Baltiske Vej og Rumæniens voldelige revolution. I hele Central- og Østeuropa gik folk på gaden for fredeligt og i fællesskab at kæmpe for demokrati, bevægelsesfrihed og retsstatsprincippet.

I EU fortsatte integrationen. Maastrichttraktaten blev underskrevet – en vigtig milepæl, der satte klare regler for den fremtidige fælles valuta samt for udenrigs- og sikkerhedspolitik og et tættere samarbejde om retlige og indre anliggender. Parlamentet fik en større rolle i beslutningsprocessen, efter at den fælles beslutningsprocedure var blevet indført. Derudover skulle Europa-Parlamentet nu godkende Europa-Kommissionen, før den kunne tiltræde.

Det indre marked begyndte med 12 EU-medlemslande i 1993 og gjorde det muligt for mennesker, varer, tjenester og kapital at bevæge sig frit rundt mellem disse lande. I dag består det af alle 27 EU-medlemslande samt Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz.

For første gang kunne EU-borgerne stemme i deres bopælsland, selv om de ikke havde statsborgerskab dér. Det gav borgerne mulighed for at udøve deres demokratiske rettigheder, uanset hvor i EU de boede, og det var et skridt nærmere et ægte europæisk demokrati. 

1999: Grænserne blev åbnet i Europa

Vælgere fra Finland, Sverige og Østrig stemte for første gang ved et europaparlamentsvalg. 

I marts 1999 trådte Europa-Kommissionen under formand Jacques Santer tilbage efter pres fra Europa-Parlamentet.

Amsterdamtraktaten trådte i kraft i maj 1999. Med den blev anvendelsen af den fælles beslutningsprocedure forenklet og udvidet, og Parlamentet blev medlovgiver sammen med Rådet på mange områder. I mellemtiden var en udvidelse mod Østeuropa på vej.

Schengenaftalen (1995) trådte i kraft i de første syv lande: Belgien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Spanien og Tyskland. Rejsende kunne nu bevæge sig mellem disse lande uden paskontrol ved grænserne.

Den højeste prioritet for vælgerne var beskæftigelse, efterfulgt af foranstaltninger til bekæmpelse af narkotika og kriminalitet og derefter miljø- og forbrugerpolitik. Derudover var krisen i Kosovo også et fremtrædende emne i offentligheden.