Udstilling
Louise Weiss' ønske om at skabe et tættere forbundet Europa og en bedre indbyrdes forståelse mellem kontinentets nationer havde rod i Første Verdenskrig. Med dens rædsler i frisk erindring satte hun sig et mål om at skabe en bedre fremtid for sine medborgere. I 1918 blev hun medstifter af ugeavisen L'Europe nouvelle (Det nye Europa). Tanken var at sikre, at der blev produceret kvalitetsindhold om international politik og de største økonomiske udfordringer for at støtte fredsmæglerne rundtom på kontinentet.
I 1919 deltog hun som journalist i undertegnelsesceremonien for Versaillestraktaten, og hun skrev jævnligt reportager fra det centrale og østlige Europa om de spirende nationale ambitioner i de lande, som voksede ud af ruinerne fra Østrig-Ungarn. Hun rejste også til Rusland, hvor hun skrev en rapport for Røde Kors om de hungerramte områder, efter at hun med sine egne øjne havde set konsekvenserne af den sovjetiske revolution. Hun lagde aldrig den sociale aktivisme til side, og da hun vendte tilbage til Frankrig, arrangerede hun støtteindsamlinger til underernærede børn i Rusland og Ukraine.
Weiss' arbejde som chefredaktør for L'Europe nouvelle fra 1920 til 1934 bragte hende særdeles tæt på mange af de øjeblikke, der blev afgørende for Europas udvikling hen over det 20. århundrede. Hun arbejdede sammen med mange af sin tids største forfattere, fra Paul Valéry til Léon Blum, som efter hendes ønske ofte skrev bidrag til hendes avis om udenrigspolitiske spørgsmål.
Hun tog jævnligt turen til Genève, hvor hun dækkede Folkeforbundets udvikling og mødte Jean Monnet, der senere blev kendt som en af "Europas grundlæggere".
Som fortaler for en retfærdig fredsaftale med Tyskland medvirkede Weiss til at udbrede idéen om europæisk integration. Hun var tilhænger af Locarnotraktaten, som oprettede et fælles europæisk sikkerhedssystem, og hun støttede Frankrigs udenrigsminister Aristide Briand i hans ambitiøse projekt om en europæisk forbundsunion.
Louise Weiss blev mere og mere etableret inden for den mandsdominerede diplomatiske journalistik. I Paris mødtes hun med intellektuelle, diplomater og politikere på øverste niveau. Hendes renommé havde efterhånden nået en sådan størrelse, at hun i 1925 blev slået til Ridder af Æreslegionen. Efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland mindre end et årti senere stod det dog klart for hende, at ethvert forsøg på at skabe forsoning i Europa var umuligt, så hun lagde journalistgerningen på hylden for i stedet at arbejde for fred i Europa ad andre veje.